Blog Image

Foto: Jens Dresling

Pressefoto

Denne blog handler om en pressefotografs tanker om sit arbejde.

World Press og Politikens fotografer

Pressefoto Posted on tirs, oktober 06, 2009 19:16:26

De næste tre mandag aftner kan du møde mig og mine kolleger i Pressen i Politikens Hus på Rådhuspladsen.

På mandag kl. 18.30 er jeg på med min gamle chef Per Folkver, så slå to fluger med ét smæk, se World Pressphoto udstillingen (den er glimrende i år synes jeg) og hør Per og mig fortælle nogle røverhistorier og vise billeder fra det virkelige liv.

Læs mere her.



“In the Bag – 3”

Teknik Posted on fre, oktober 02, 2009 12:18:23

Denne gang handler det om de ting jeg har i min computertaske. Måske ikke så spændende som mine kameratasker, men det er meget vigtigt for mit workflow….

Jeg bruger pt. en taske lavet af firmaet Thinktank, den hedder Urban Disguise 50. I den taske er der også plads til et eller to objektiver og evt. ekstra kameraer, opladere mm.

Jeg har to computere med: En MacBookPro 13 tommer (den er helt ny og afløser min gamle MacBook der jo døde i Norge for en måned siden) og min Dell mini 9. Det giver sig selv jeg så har de to opladere med i tasken.

Derudover er der følgende:

3 kortlæsere, to SanDisk og 1 Zio, alle til USB stik

2 ethernetkabler

1 3G sende modem

Lille lygte med USB stik

Lås til computeren (man skal altid låse sin computer fast hvis det er muligt, selv i de bedste pressecentre bliver computere stjålet).

Diverse høretelefoner

Regnslag til computeren (det er oprindeligt designet til søkort)

Hoodman Eclipse, jeg bruger den hvis jeg skal sende udendørs, ellers det ikke muligt at se skærmen.

6 USB nøgler, dem kan man ikke have for mange af.

Diverse blokke og kuglepenne.

Et lamineret testbillede til kontrol af min skærm.

Alle smådelene pakker jeg i to små “Cable Management 10” fra Thinktank.

Som regel har jeg også gaffatape og lidt ishokeytape med.

Alt efter hvad jeg skal bruge så lægger jeg en 100-400, konvertere og et kamera ned i tasken.



Pistoler og forår…

Pressefoto Posted on tors, oktober 01, 2009 08:30:20

Jeg har stået foran bevæbnede betjente et par gange, nogle gange har de skudt varselsskud, et par gange direkte mod demonstrenter. Det har været ret dramatisk at skulle dække de begivenheder.

Øverst har vi det billede der er med på udstilllingen fra 18. maj 1993. Det har jeg skrevet om på et tidligere indlæg.

Det andet billede er fra Vesterbrogade og en BZ-demonstration der løb løbsk. Han var helt rolig politimanden, selv om der stod 150 vrede og brostenbevæbnede BZ´ere lige foran ham. Jeg kan ikke huske han skød, han truede kun med pistolen. Det er der man skal tage en lynhurtig beslutning: 24 mm eller 180 mm. Jeg valgte 180´eren og det er jeg glad for.

Forårskysset er fra 1986 og Frederiksberg Alle. Jeg havde været til en fotoprøve og sad i bilen med mine kameraer på vej tilbage til redaktionen. Kiggede til venstre og nåede lige at tage 3-4 billeder med min 180 mm. Dagen efter var det 4 spaltet på forsiden af Politiken. Så ringede fyren på billedet. Men nej han var ikke sur, han ville bare have en kopi – så det fik han…..



Rygerne

Pressefoto Posted on søn, september 27, 2009 15:57:24

På min lille udstilling i Politikens Forhal har jeg to billeder af rygere.

Det første er dette af en noget afslappet betjent ved en razzia i Baldersgade.

Der var heller ikke det store drama, det var bare politiet der endnu engang ransagede de autonomes hus i gaden. Der var lidt billeder af politifolk foran huset, igang med at bære forskellige ting væk osv. Men lige pludselig bemærkede jeg en betjent med cigar – klik og dagens sjoveste billedet var i hus. Heldigt – jo, men man skal altså være på stedet for at kunne tage det.

Andet billede ligger tilbage i 1986. Dronning Margrethe var på officielt besøg i Australien og så er udenrigsministeren med. Dengang var det Uffe Ellemann-Jensen. Efter en meget hård uge havnene vi en lørdag på Hilton Hotel ved Ayers Rock. 4 timer til næste programpunkt, solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen sneg sig op på omkring de 45 grader. Vi var 4 fotografer med på turen, vi talte ikke sammen, men pludselig sad vi omkring swimmingpoolen med vore kameraer og ventede – hvis nu en royal storetå eller to skulle dyppes…

Dronningen og prinsen dukkede op senere og vi fik vores billeder, men inden da kom Uffe Ellemann-Jensen med stråhat, en lille topmave og høj cigarføring. “Nu ryger der tusind stemmer igen” sagde en smilende udenrigsminister til de svedende fotografer……

Jeg savner Uffe – der var næsten altid billeder i ham….



Links….

Pressefoto Posted on lør, september 26, 2009 09:09:59

Har du lyst til at se hvordan der danses i sydsverige, så klik her og se Sydsvenskans dygtige fotografer lave soundslides så det er en lyst.

Chefen hedder Lars Dareberg og hans blog er aldrig kedelig.

Thinktank har lavet en ny smart rygsæk/rullekuffert, se den her.

Rob Galbraith har set nærmere på det nye Sandisk 64 GB CF kort her.

Pressefotografforbundets hjemmeside har en lille historie om PF´ere der blogger her.

God weekend!



En dag på Galopbanen….

Pressefoto Posted on tirs, september 22, 2009 09:18:07

…hed en af Marxbrothers bedre film.

Jeg lavede en lille reportage fra Klampenborg Galopbane tilbage i 2005. Som en af de to-tre reportager jeg laver hvert år i min fritid. Jeg gør det fordi det er vigtigt engang imellem at lave noget hvor man har god tid, og hvor der er gode billeder. Så jeg tog til galopbanen en solrig lørdag eftermiddag, med et billede inde i mit hoved. Jeg tror jeg havde set det i Sports Illustrated. Billedet taget med et kamera fastgjort til startvognen.

Så jeg spurgte løbslederen og fik et rungende nej – den går ikke!

Nå, men så begyndte jeg at fotografere de forskellige løb og fik en snak med starteren, han der er ansvarlig for netop startvognen hvor jeg jo gerne ville montere mit kamera. Han var meget fotointeresseret og venlig og det endte med jeg fik lov i sidste løb. Det blev bare ikke rigtig som jeg havde tænkt mig, så derfor var jeg tilbage på banen 14 dage efter, sammen med min gode ven Rob Galbraith. Denne gang viste jeg nøjagtigt hvad jeg ville, hvor jeg kunne være, hvilket grej jeg skulle bruge osv.

Der var en 2400 meter start som var perfekt mht. baggrund så her monterede jeg min Canon med en 16-35 på en magic arm sammen med endnu en magic arm. Hestene får startvognen til at ryste helt vildt frem og tilbage, to magicarms får kameraet til at blive helt stabilt. Kameraet blev udløst via en af de små Pocket Wizard radioer. Jeg står altså selv nede på jorden lige til venstre udenfor billedet. Billedet blev sådan her:

Lige som jeg havde tænkt mig. Fedt. Derefter afmonterede jeg kameraet fra startvognen og monterede det på en overxposed platform tæt på inderbanen (man skræmmer hestene hvis man sidder lige op ad banen). Næste løb tog jeg dette her billede vha mine Pocket Wizards:

Ser man godt efter kan man se både mig og Rob i baggrunden.

Reportagen fyldte 2 sider i sporten som optakt til Galop derbyet weekenden efter. Begge billeder er med på min udstilling i Politikens Forhal. 52 billeder på 25 år, men to af dem er taget med 20 minutters mellemrum.



Rodeo, reception og 100.000 klik

Pressefoto Posted on fre, september 18, 2009 09:11:50

Onsdag var dagen hvor jeg rundede de 25 år i Politikens Hus. Det føles ikke som så lang tid og det tror jeg skyldes de uforudsigelige arbejdsdage og de mange gode kolleger.

Mange var mødte op til min udstillingsåbning og det var rigtig hyggeligt. Min gode ven Rob Galbraith har været så venlig at henvise til min soundslide med udstillingsbillederne og det betød at jeg i onsdags rundede 100.000 klik på min hjemmeside og min blog. Lidt sjovt.

Dagens “historien bag billedet” er et billede der er med på udstillingen. Det er taget i 2003 i Calgary. der er hjemby for netop Rob Galbraith. Jeg var på kursus hos Rob og bagefter var vi var med til “Calgary Stampede” som rodeoen hedder. Jeg lavede en lille side i PS da jeg kom hjem og det resulterede i et par læserbreve fra dyreværnsaktivister.

Men det så altså ikke ud som om de små kalve led nogen overlast. Det var meget værre for rytterne – der var mange er blev båret fra banen. Det er taget med Nikon D1H og en 300 mm.

Nyd weekenden og det gode vejr – der kommer flere historier i næste uge



Udstillingen…..

Pressefoto Posted on tirs, september 15, 2009 17:09:41

….er nu hængt op i Politikens forhal.

Det er ok ud synes jeg, men jeg er altid usikker om det er sjovt at se på….

Udstillingen hænger frem til 6. oktober. Her du ikke tid til at se den så kan du gå på min hjemmeside og se en soundslide med billederne. Klik her.



Borgerkrig

Pressefoto Posted on lør, september 12, 2009 08:44:52

Endnu et billede der ikke kom med på min udstilling:

Fangeveksling i en lille landsby syd for den kroatiske by Karlovac tilbage i 1990.

Jeg var sendt derned med reporter Nils Thorsen forbi danske soldater skulle indsættes på et FN mandat og have hovedkvarter i Bihac i Bosnien. Nils og jeg fløj til Wien og tog toget til Zagreb (lufthavnen var lukket i Zagreb). Ind på Intercontinental der så lidt hærget ud med sandsætte ved indgangsdøren. Men jeg fandt først ud af hvor meget gang der havde været i den, da jeg kom op på værelset og skulle skille telefonstikket ad – ganske som vi plejede at gøre dengang i de analoge dage – ledningerne var allerede afisolerede og klar til brug. Der havde altså været andre fotografer før mig her….

Nå, men her er vi altså i den lille kroatiske landsby, hvor frontlinien gik på tværs af hovedgaden og der lå miner midt på vejen. Her er muslimske soldater ved at udveksle godt gennembankede kroatiske fanger. Der stod jeg midt i det hele og synes ikke det var særlig sjovt. Krigsfotograf bliver jeg aldrig. Men billederne blev ok og to dage efter kørte Nils og jeg med vores gode kollega Niels Brink fra TV2 ind i Bosnien og fandt de danske soldater i Bihac.



18. maj 1993

Pressefoto Posted on tors, september 10, 2009 08:47:36

I den lille serie “Historien bag billedet” er vi nået til det vel nok værste jeg har oplevet mht. gadekampe – 18. maj 1993. Der var voldsomme gadekampe for et par år siden da Ungdomshuset blev ryddet, men slet ikke på samme måde.

18. maj 1993 var der jo folkeafstemning – igen – om EU forbeholdene, og da optællingen var afsluttet og forbeholdene var vedtaget gik EU modstandere m. fl. i aktion på Dronning Louises Bro på Nørrebro.

Jeg var på Christiansborg og dækkede bl.a. Folkebevægelsen mod EU´s lidt triste valglokale. På vej ind til partilederrunden så jeg et kort glimt af bål i gaden på en TV2 skærm. Da jeg havde afleveret filmene til et bud (det var jo får den digitale tidsalder) kørte jeg mod Nørrebro og kom frem til Dronning Louises Bro netop som politiet stormede den første barrikade. Derefter bølgede gadekampene frem og tilbage. Det var meget voldsomt og politiet i klart undertal.

Som alle jo ved, var det meget, meget tæt på at gå helt galt. Nu endte det med 11 sårede demonstranter efter politiskud og 40-50 betjente med skader efter brosten.

EPA´s Anja Nideringshaus (hun er hos AP i dag) råbte til mig på Fælledvej: “This is worse than Sarajevo”. Anja var i mange måneder EPA´s fotograf i den bosniske hovedstad – dengang det var rigtigt farligt.

Det var hamrende mørkt på Fælledvej, så jeg brugte selvfølgelig en flash på mine Nikon FM2´er. Det er ikke godt at skulle bruge flash, for så skal man tæt på 4-5 meter før det ser ud af noget. Det er ikke ufarligt.

To ting husker jeg: Da jeg så civiltklædt politi kaster med brosten og egentlig synes det var ok, selv om det jo ikke var det. Jeg stod bag politiet og det var ikke sjovt med alle de brosten. Og så dengang de kom med ham her.

Et skudoffer. Jeg kan huske de bar ham på en dør ned gennem Guldbergsgade og råbte: Han dør, han dør”. Lige der fik jeg kuldegysninger og blev rigtig bange. Men billedet fik jeg.

Et andet billede er med på min udstilling, men de to ovenstående faldt væk….



« ForrigeNæste »