Blog Image

Foto: Jens Dresling

Pressefoto

Denne blog handler om en pressefotografs tanker om sit arbejde.

Knivskarp…..

Pressefoto Posted on søn, november 29, 2009 11:45:55

…og her taler jeg ikke bare om min igangværende test af den nye Canon 1D mkIV – håndboldbilledet er fra en kamp lørdag i Frederiksberg Hallen – men også Sydsvenskans Torbjörn Carlsson der efter 44 år på avisen takkede af i fredags. Se hans billeder her.

Hans stil minder om Politikens Lars Hansens – nemlig den med et glimt i øjet….

Om den nye Canon – det ser godt ud lad os se efter fodbold i eftermiddag…..

God søndag



“Krig och elände”

Pressefoto Posted on søn, november 15, 2009 10:40:52

Netop hjemkommet efter Pressefotografforbundets konference. Det var som sædvanligt meget inspirerende, men som Lars Dareberg skriver på sin blog: “…bare krig och elände.”

Torsdag var det bl. a. John More fra Getty der viste billeder. Han var rigtig god. Den italienske fotograf Marco Vernaschi fik talt sig varm og havde mange gode historier.

Fredag var det indlæg jeg fik mest ud af den amerikanske AP TV-fotograf Mark Carlson, der fortalte om hvordan har arbejde alene i marken. Ikke den store kunst, men måske det indlæg på hele konferencen, hvor vi var ude i noget jeg kan bruge i min dagligdag. Mere af det næste gang tak!

Ellers var det jo som sædvanligt dejligt at møde gode kolleger man ikke ser til dagligt. Nogle har jeg rejst og arbejdet sammen med i 30 år (!).

Jo, og så havde jeg den nye Canon 1D mk IV i hånden. Jeg skal teste den for Canon Danmark og skrive om den her på bloggen – men lige nu venter jeg på den første “rigtige” model der kommer til landet. Nærmere følger, indtil da, læs en anmeldelse her.



Muren og Seest

Pressefoto Posted on man, november 09, 2009 10:10:51

Det er 20 året for murens fald.

Se Politikens billedhjul her.

Jyllands-Postens er her.

Anders Steiner fra Västerviks-Tidningen har lavet denne soundslide.

Det er 5 år siden fyrværkerifabrikken i Seest ved Kolding sprang i luften. Min gode kollega Claus Fisker fra Scanpix var der. Se bl.a. hans billeder her.



Fotojournalistik

Pressefoto Posted on tors, november 05, 2009 09:53:10

Min kone gav mig en bog forleden. Nej, ikke en rigtig bog, men kataloget fra Louisiana udstilling af Jacob Holdts USA billeder. “Tro, håb og kærlighed” hedder udstillingen.

Det lugter af fisk – kataloget. Men billederne er fantastiske. Det er fotojournalistik af høj klasse. Vi er meget langt fra det gennem photoshoppede billede der er standard i dag. Han er ikke nogen rigtig god fotograf rent teknisk, ham Jacob. Men motiverne holder hele vejen igennem. Udstillingen hænger frem til næste år. Linket er her.



Søndag

Pressefoto Posted on søn, oktober 18, 2009 12:38:47

Det er søndag og fire dage med gravearbejde i forhaven er overstået. Som min gode kollega Finn Frandsen siger: “Kun en tåbe frygter ikke haven”. Mandag går det sydpå til Østrig og et par dage i bjergene sydvest for Wien. Det bliver dejligt.

Tjek lige kollega Peter Hoves multimediaproduktion om hjemløse her. Den er blevet rigtig god synes jeg.

Kollega Jacob Ehrbahn har lavet et billedhjul om extremsport her.

Tjek også lige Sydsvenskans billedchef Lars Darebergs blog der altid er et klik værd.

Fortsat god søndag…..



World Press og Politikens fotografer

Pressefoto Posted on tirs, oktober 06, 2009 19:16:26

De næste tre mandag aftner kan du møde mig og mine kolleger i Pressen i Politikens Hus på Rådhuspladsen.

På mandag kl. 18.30 er jeg på med min gamle chef Per Folkver, så slå to fluger med ét smæk, se World Pressphoto udstillingen (den er glimrende i år synes jeg) og hør Per og mig fortælle nogle røverhistorier og vise billeder fra det virkelige liv.

Læs mere her.



Pistoler og forår…

Pressefoto Posted on tors, oktober 01, 2009 08:30:20

Jeg har stået foran bevæbnede betjente et par gange, nogle gange har de skudt varselsskud, et par gange direkte mod demonstrenter. Det har været ret dramatisk at skulle dække de begivenheder.

Øverst har vi det billede der er med på udstilllingen fra 18. maj 1993. Det har jeg skrevet om på et tidligere indlæg.

Det andet billede er fra Vesterbrogade og en BZ-demonstration der løb løbsk. Han var helt rolig politimanden, selv om der stod 150 vrede og brostenbevæbnede BZ´ere lige foran ham. Jeg kan ikke huske han skød, han truede kun med pistolen. Det er der man skal tage en lynhurtig beslutning: 24 mm eller 180 mm. Jeg valgte 180´eren og det er jeg glad for.

Forårskysset er fra 1986 og Frederiksberg Alle. Jeg havde været til en fotoprøve og sad i bilen med mine kameraer på vej tilbage til redaktionen. Kiggede til venstre og nåede lige at tage 3-4 billeder med min 180 mm. Dagen efter var det 4 spaltet på forsiden af Politiken. Så ringede fyren på billedet. Men nej han var ikke sur, han ville bare have en kopi – så det fik han…..



Rygerne

Pressefoto Posted on søn, september 27, 2009 15:57:24

På min lille udstilling i Politikens Forhal har jeg to billeder af rygere.

Det første er dette af en noget afslappet betjent ved en razzia i Baldersgade.

Der var heller ikke det store drama, det var bare politiet der endnu engang ransagede de autonomes hus i gaden. Der var lidt billeder af politifolk foran huset, igang med at bære forskellige ting væk osv. Men lige pludselig bemærkede jeg en betjent med cigar – klik og dagens sjoveste billedet var i hus. Heldigt – jo, men man skal altså være på stedet for at kunne tage det.

Andet billede ligger tilbage i 1986. Dronning Margrethe var på officielt besøg i Australien og så er udenrigsministeren med. Dengang var det Uffe Ellemann-Jensen. Efter en meget hård uge havnene vi en lørdag på Hilton Hotel ved Ayers Rock. 4 timer til næste programpunkt, solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen sneg sig op på omkring de 45 grader. Vi var 4 fotografer med på turen, vi talte ikke sammen, men pludselig sad vi omkring swimmingpoolen med vore kameraer og ventede – hvis nu en royal storetå eller to skulle dyppes…

Dronningen og prinsen dukkede op senere og vi fik vores billeder, men inden da kom Uffe Ellemann-Jensen med stråhat, en lille topmave og høj cigarføring. “Nu ryger der tusind stemmer igen” sagde en smilende udenrigsminister til de svedende fotografer……

Jeg savner Uffe – der var næsten altid billeder i ham….



Links….

Pressefoto Posted on lør, september 26, 2009 09:09:59

Har du lyst til at se hvordan der danses i sydsverige, så klik her og se Sydsvenskans dygtige fotografer lave soundslides så det er en lyst.

Chefen hedder Lars Dareberg og hans blog er aldrig kedelig.

Thinktank har lavet en ny smart rygsæk/rullekuffert, se den her.

Rob Galbraith har set nærmere på det nye Sandisk 64 GB CF kort her.

Pressefotografforbundets hjemmeside har en lille historie om PF´ere der blogger her.

God weekend!



En dag på Galopbanen….

Pressefoto Posted on tirs, september 22, 2009 09:18:07

…hed en af Marxbrothers bedre film.

Jeg lavede en lille reportage fra Klampenborg Galopbane tilbage i 2005. Som en af de to-tre reportager jeg laver hvert år i min fritid. Jeg gør det fordi det er vigtigt engang imellem at lave noget hvor man har god tid, og hvor der er gode billeder. Så jeg tog til galopbanen en solrig lørdag eftermiddag, med et billede inde i mit hoved. Jeg tror jeg havde set det i Sports Illustrated. Billedet taget med et kamera fastgjort til startvognen.

Så jeg spurgte løbslederen og fik et rungende nej – den går ikke!

Nå, men så begyndte jeg at fotografere de forskellige løb og fik en snak med starteren, han der er ansvarlig for netop startvognen hvor jeg jo gerne ville montere mit kamera. Han var meget fotointeresseret og venlig og det endte med jeg fik lov i sidste løb. Det blev bare ikke rigtig som jeg havde tænkt mig, så derfor var jeg tilbage på banen 14 dage efter, sammen med min gode ven Rob Galbraith. Denne gang viste jeg nøjagtigt hvad jeg ville, hvor jeg kunne være, hvilket grej jeg skulle bruge osv.

Der var en 2400 meter start som var perfekt mht. baggrund så her monterede jeg min Canon med en 16-35 på en magic arm sammen med endnu en magic arm. Hestene får startvognen til at ryste helt vildt frem og tilbage, to magicarms får kameraet til at blive helt stabilt. Kameraet blev udløst via en af de små Pocket Wizard radioer. Jeg står altså selv nede på jorden lige til venstre udenfor billedet. Billedet blev sådan her:

Lige som jeg havde tænkt mig. Fedt. Derefter afmonterede jeg kameraet fra startvognen og monterede det på en overxposed platform tæt på inderbanen (man skræmmer hestene hvis man sidder lige op ad banen). Næste løb tog jeg dette her billede vha mine Pocket Wizards:

Ser man godt efter kan man se både mig og Rob i baggrunden.

Reportagen fyldte 2 sider i sporten som optakt til Galop derbyet weekenden efter. Begge billeder er med på min udstilling i Politikens Forhal. 52 billeder på 25 år, men to af dem er taget med 20 minutters mellemrum.



« ForrigeNæste »