Blog Image

Foto: Jens Dresling

Pressefoto

Denne blog handler om en pressefotografs tanker om sit arbejde.

Årets Pressefoto 2009

Pressefoto Posted on fre, marts 06, 2009 20:53:10

Mine gode kolleger Jan Grarup og Peter Hove Olesen slog til ved prisuddelingen i Odense i dag. Jan blev Årets Pressefotograf for 5. gang og Peter tog Årets Pressefoto. Se vinderbilleder på Pressefotografforbundets hjemmeside her. Godt gået drenge.

Det er faktisk lykkedes for mig at få et enkelt billede med på udstillingen, min jockey fra Klampenborg Galopbane er med, det er lidt sjovt man stadigvæk kan være lidt med….

Ellers har jeg faktisk ferie og er på vej til Århus og et soundslidekursus på Update mandag til onsdag i næste uge.

Når jeg er hjemme fra det, så skal min hjemmeside og denne blog opdateres, der har ikke været tid på det sidste. Med en arbejdsuge på den forkerte side af 50 timer er der ikke meget tid tilovers…..

God weekend.



Det er ikke kedeligt….

Pressefoto Posted on lør, februar 28, 2009 15:26:05

…at være på vagt i disse dage.

Der sker noget hele tiden.

Politik

Chokoladekunst

Skyderier

Jeg har brugt en del af ugen i skatteministeriet hvor der forhandles på livet løs. Ikke noget nemt sted at fotografere, sparepærer i loftet og sollys ind ad vinduerne, ikke sjovt. Der er også en del tv-hold og journalister der alle sammen skal have det hele på bånd, så vi står tæt.

Men det går. Papiravisen brugte faktisk et nyhedsbillede fra forhandlingerne forleden. Det gør de sjældent efterhånden. Nå, men nettet de får – og bruger – rigtig mange billeder.

Jeg har også været forbi Bella Centeret og en konditorkonkurrence i chokoladekunst. Se min soundslide her.

Fredag endte med endnu et skyderi og en død mand i Mjølnerparken på Nørrebro. Så jeg tog fra min lænestol og en engelsk krimi ud i virkeligheden og mere kriminalitet. Ikke nogen nem opgave, der er mørkt på Nørrebro, så det blev 1/6 bl. 2.8 og 1600 iso.Så skal man ikke ryste på hånden for meget…

Den amerikanske avis Rockey Mountain News lukkede fredag. De har vundet utroligt mangepriser, men der var ikke nok penge i kassen og nu er 210 reportere og fotografer uden job. Se en video fra lukningen her.

Min gode ven og kollega på Sydsvenskan, Lars Dareberg, vandt 1. pris ved Årets Bild i Sverige i går. Grattis med det Lars. Se vinderbillederne her.

Og min Dell mini 9? Det går hastigt fremad, mere følger i næste uge….

God weekend



Mini computer….

Teknik Posted on søn, februar 22, 2009 13:25:36

Det er søndag og endelig har jeg haft tid til at kigge nærmere på min seneste anskaffelse: Dell Mini 9. 

Jeg har købt den som et alternativ til min PDA. Jeg har haft god brug for den med alle de skyderier der finder sted i København for tiden. Men den har sine begrænsninger, f.eks. optagelser i dårligt lys – det er her jeg tænker den lille nye Dell kunne komme ind i billedet.   

Hvis man sammenligner de tre bærbare computere ser det sådan ud:

Og hvis man kigger på skærmbilledet mellem min MacBook og mini Dell ser det sådan ud:

Der er ikke meget plads på den harddisk, der ikke er en harddisk på den lille Mini 9 – kun 16 GB, så jeg har bestilt en 32 GB SSD. UPS kommer forbi med den en af dagene og så er det det sjove starter, nemlig at få Mac OSX ind på den lille maskine. Mere følger. Læs i mellemtiden om de forskellige computere på Rob Galbraiths hjemmeside her.



Fredag…

Pressefoto Posted on fre, februar 20, 2009 21:08:36

Det er jo fredag og jeg har brugt en del af min fridag på opsætning af min nye Dell Mini 9, en meget lille computer der skal gøre det lidt lettere at være udegående fotograf der skal sende hele tiden. Mere følger i den sag i næste uge. Jeg kunne godt have brugt en computer der var mindre end min MacBook i går i Parken. Det er sjældent jeg fotografere fodbold i snevejr, men det gjorde jeg i går…..

Min soundslide kan du se her.



Vil du have et skjold?

Pressefoto Posted on tirs, februar 17, 2009 18:27:34

Ugen har ikke budt på de store overraskelser. Selv Statsministerens pressemøde var stille og roligt. Eneste problem er at prøve på at finde en ny vinkel på noget man har lavet rigtig mange gange…..

Nå, men ellers er der mere stille end i sidste uge…. 

Og så er det man får lidt tid til alt det man ikke når til dagligt. Det er gået op for mig jeg har 25 års jubilæum i Politikens Hus d. 16 september. Det er godt nok mærkeligt. Da jeg startede på Politikens Pressefoto for, ja, snart 25 år siden, var den absolutte hadeopgave nemlig at fotografere 25 års jubilarer i Politikens Hus, og dem var der en del af den gang.

Den søde chefsekretær Mia spurgte nok på uskyldigt: Hvad vil du have? Stor reception?

Du ved med Dannebro og skjold og det hele? Skjold! Hold da kæft, så gammel er jeg da ikke…….

Nu må vi se. Måske ender det med en lille middag med rødderne og måske en lille fotoudstilling i Politikens Forhal. Hvis jeg bare kunne huske hvilke billeder jeg har taget de sidste 25 år…….?



Lørdag og WPP

Pressefoto Posted on lør, februar 14, 2009 13:50:49

Det er lørdag og jeg har fri efter en hård arbejdsuge.

Ugens bedste oplevelse er World Press Photos 2 plads til Sydsvenskans Johan Bävmans flotte serie om albinoer i Tazania. Den kan du se her.

De er dygtige de svenskere. Pas nu på det hele ikke går op i konkurrencer, ligesom det har gjort det i Danmark de sidste 10 år. Husk det er læserne vi fotografere for, ikke andre fotografer.

Nu har de en rigtig god chef på Sydsvenskan – Lars Dareberg – så det går nok. Stort tillykke til jer ovre i Malmø.

Vil du se flere vinderbilleder, så klik her

God weekend.



Tilbage på pinden…

Pressefoto Posted on ons, februar 11, 2009 07:09:51

…efter et par fridage og en lang gang forkølelse og ondt i halsen….

Det er vinterferie i Københavnsområdet og så skulle man tro der er stille og roligt.

Nej, tirsdag aften blev en mand dræbt på åben gade i København.

Svært billede, det var rigtig mørkt og der var langt derover. 100-400/5.6 på 1/6 sek 1600 iso og stativ. Ikke perfekt, men ok til en hurtig net-ting. Så er jeg ligesom igang igen efter håndbolden.

Klik ind på denne blog snart og hør om mit nye projekt – det hedder Dell Mini 9 – og er en lille PC der kan bruges til netop opgaver som ovenstående…..



549 billeder…….

Pressefoto Posted on man, februar 02, 2009 15:07:07

….12 soundslides, 19 dage på farten, 4 forskellige hoteller, 1600 km på de kroatiske veje og dage i diverse pressecentre. Nu er det slut. Min sidste soundslide kan du se her.

Vi er så heldige vi har fået “et lift” med spillerflyet i morgen, så vi undgår mellemlanding i Frankfurt – dejligt. Jeg trænger til at komme hjem til konen og katten….



Forkølelse og nederlag…

Pressefoto Posted on fre, januar 30, 2009 20:43:56

Så blev jeg også ramt af forkølelse, det måtte jo komme. Det danske landshold blev også ramt, men det var af Frankrig. Soundsliden er her. I morgen tidlig går det nordpå mod Zagreb med sne og minusgrader og endnu et hotel.



Udsigten fra mit hotelværelse…

Pressefoto Posted on ons, januar 28, 2009 19:30:52

…er der ikke noget i vejen med. Se selv.

Vejret er godt, 12-13 grader og inden dagens træning var jeg nede for soppe, kollega Lars Poulsen fangede Lars Krabbe og Liselotte Sabroe her.

Endelig et ordentlig hotel efter 8 dage i en utæt og meget kold ferielejlighed i Porec og 5 dage på en kasserne i Zadar. Det er fedt.

Hallen eller arenaen som semifinalen skal spilles i er helt ny. I pressecenteret fandt jeg fotopositionerne for kampen der jo spille på fredag. 

Så må vi håber der er plads nok…..

Efter dagens træning var det en for stor fristelse ikke at sidde i solnedgangen og redigere billeder….

Flot var det, selv om det er lidt svært af se tasterne i mørket…..



« ForrigeNæste »