Blog Image

Foto: Jens Dresling

Pressefoto

Denne blog handler om en pressefotografs tanker om sit arbejde.

I Parken….

Pressefoto Posted on man, oktober 14, 2019 09:45:22
EM kvalifikation i Parken: Danmark – Schweiz. Schweizs Denis Zakaria fælder Danmarks Andreas Cornelius.

Vigtig fodboldlandskamp mod Schweiz i lørdags. Fuldt hus i Parken – næsten 36.000 tilskuere – men sjovt nok kun omkring 10 stillfotografer. Færre end til Brøndby – FCK for en uge siden.

EM kvalifikation i Parken: Danmark – Schweiz. Glade danske fans.

Det er det jeg kalder en fire-kamera-kamp, en Canon 5D mk III med en 24-70 til det løse på sidelinien, en Canon 1DX med en 24 mm som remotekamera bag det ene mål, en anden Canon 1dX med en 70-200 mm til det tæt på og så hovedkameraet min Canon 1DX mk II med en 400 mm og 1.4 konverter.

EM kvalifikation i Parken: Danmark – Schweiz. Danmarks Kasper Schmeichel redder.
EM kvalifikation i Parken: Danmark – Schweiz. Danmarks Kasper Schmeichel redder.

God stemning i fotografrummet og på lægterne. Glad for jeg valgte at have konverter på min 400 mm, for Kasper Schmeichel står sit livs kamp og så skulle vi selvfølgelig bruge billeder af ham.

EM kvalifikation i Parken: Danmark – Schweiz. Danmarks Thomas Delaney.
EM kvalifikation i Parken: Danmark – Schweiz. Danmarks Thomas Delaney og Schweizs. Stephan Lichtsteiner og Fabian Schar.

Det handler meget om at sidde det rigtige sted og det gjorde jeg i lørdags.

EM kvalifikation i Parken: Danmark – Schweiz. Danmarks Yussuf Poulsen har scoret til 1-0.
EM kvalifikation i Parken: Danmark – Schweiz. Danmarks Yussuf Poulsen har scoret til 1-0 og der jubles.

Da Yussuf Poulsen scorer i slutningen af kampen løber ham ud mod sidelinien i den side jeg sidder, dejligt.

EM kvalifikation i Parken: Danmark – Schweiz. Kasper Schmeichel jubler efter kampen er fløjtet af.

Vi nåede endda målet til papiravisen – Danmark vandt og det var ovenikøbet tørvejr. En god aften.

Mere følger…



Trådløst i Malmø

Pressefoto Posted on lør, oktober 05, 2019 08:04:13

FCK spillede mod Malmø FF på Malmø stadion i Europa League forleden. Kedelig kamp, god stemning, godt lys og så et helt fantastisk trådløst netværk. Et netværk som virkede både på banen og i pressecenteret, på computeren og med wi-fi senderne på mine kameraer. Hvorfor f….. kan man ikke lave sådan noget i Parken – undskyld det hedder jo Telia-Parken!

Nå, men det var ialtfald rigtigt hyggeligt i presserummet med mine danske og svenske kolleger – desværre kom min gode ven og kollega Lars Dareberg ikke – og billederne fløj hjem over sundet meget, meget hurtigt.

Mere følger.



På Borgen

Pressefoto Posted on tors, oktober 03, 2019 08:04:18

Første tirsdag i oktober åbner Folketinget. Der arbejder jeg gerne – rigtigt meget. Således også i tirsdags hvor jeg dækkede gudstjeneste i slotskirken og derefter statsministerens redegørelse for rigets tilstand og de af regeringen påtænkte foranstaltninger. Som det jo hedder i Grundloven.

Det var godt trangt i presselogen i tirsdags. Måske skulle man kigge på hvor mange fotografer man lukker ind i den loge på åbningsdagen, men det går jo, når man er i godt selskab med Scanpix Liselotte Sabroe, Jyllands Postens Stine Bistrup, Ekstra Bladets Tariq Mikkel Khan og andre gode kolleger.

Og billederne, tja, du ser nogle af dem her – med de afleverede billedtekster – for uden dem er billederne helt ubrugelige:

Folketingets medlemmer til gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke før Folketingets åbning. Konservative Folkepartis Søren Pape, Konservative Folkepartis Birgitte Bergman og Konservative Folkepartis Birgitte Klintskov Jerkel.
Folketingets medlemmer til gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke før Folketingets åbning. Nye Borgerliges Mette Thiesen og Nye Borgerliges Pernille Vermund.
Folketingets medlemmer til gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke før Folketingets åbning. Transportminister Benny Engelbrecht, Boligminister Kaare Dybvad, Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og Skatteminister Morten Bødskov.
Folketingets medlemmer til gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke før Folketingets åbning. Statsminister Mette Frederiksen og hendes mand Bo Tengberg.
Folketingets åbning. Kulturminister og kirkeminister Joy Mogensen og Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Folketingets åbning. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye med Nye Borgerliges Pernille Vermund og Mette Thiesen.
Folketingets åbning. Venstres Inger Støjberg.
Folketingets åbning. SFs Pia Olsen Dyhr og Radikales Morten Østergaard i højt humør.
Folketingets åbning. Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen og Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.
Folketingets åbning. Statsminister Mette Frederiksen.
Folketingets åbning. Statsminister Mette Frederiksen taler.
Folketingets åbning. Venstres Jakob Ellemann-Jensen med Venstres Lars Løkke Rasmussen i baggrunden.
Folketingets åbning. Venstres Jakob Ellemann-Jensen taler med pressen.


Sony A9 eller Canon 1DX mk II?

Teknik Posted on fre, september 27, 2019 17:07:57
Min gode norske kollega Martin Slottemo med en Sony A9 og den meget lette 400 mm/2.8
– og prisen? Den taler vi ikke om….

De flinke folk hos Sony havde inviteret til foredrag, frokost og praktiske øvelser med Sonys system forleden. Gode kolleger fra Norge og endda helt fra Jylland var mødt op til en test først hos Brøndby og senere på KBs baner på Frederiksberg. Godt udstyr, let og med en hurtig autofokus.

Dejligt at prøve, men jeg er nu meget godt tilfreds med mine Canon – specielt efter en seneste firmware opdatering der gør det muligt se sende med wi-fi kabel via 4 G modem – noget som ikke har været muligt før. Mine 1DX´ere er ved at være godt i bund – de er meget slidte mener Jakob ude hos DFA der reparere på mine kameraer ind i mellem. Men de virker efter seks års hårdt brug!

Nu er der ikke så mange penge i dagbladsbranchen at et skifte fra et kamerasystem til et andet er aktuelt – og så er det jo godt at man allerede har noget der virker.

Sony A9 med en 600 mm/Bl. 4.0 – fantastisk objektiv og med eye tracking er så godt som alle billeder skarpe!


Før og nu i Herning

Pressefoto Posted on tirs, september 24, 2019 06:32:33

Jeg var til Venstres ekstraordinære landsmøde i Herning i lørdags.

Jakob Ellemann-Jensen blev ny formand for Venstre og det næsten på samme dato i september som hans far, Uffe Ellemann-Jensen blev det – for 35 år siden!

Sådan så avisen ud i 1984….

Jeg var der også dengang i 1984 og husker det tydeligt, for det var min første tur med mørkekammer og telefotosender. Jeg kan stadigvæk huske panikken på hotelværelset da der skulle sendes billeder hjem til Rådhuspladsen. Sendte 7 billeder – det tog 7 minutter pr stk. – de brugte de 5.

Uffe Ellemann-Jensen med høj cigarføring ved Ayers Rock i Australien i 1987

Han er meget fotogen Uffe Ellemann-Jensen, som ovenstående billede viser…..

Det var dette billede jeg tog til Herning for at få: Far og søn, tidligere og nuværende formand for Venstre.

Om sønnen også bliver det vil vise sig. Jeg tror det, han har et glimt i øjet.

Sådan så avisen ud i 2019….

Sendte 40-50 billeder til live dækningen på nettet fra kameraet og derefter 69 redigerede billeder til papiret – de brugte 7.

Mere følger….



En tirsdag fuld af følelser…

Pressefoto Posted on lør, august 17, 2019 08:49:04

Tirsdag var en af de dage hvor jeg virkelig var glad for mit job. Først et lille portræt – det skal jeg spare jer for – men derefter var der to opgaver med store følelser: Først undskyldte statsminister Mette Frederiksen overfor drengene fra Godhavn ved en meget følelsesladet ceremoni på Marienborg. Så følelsesladet at det virkelig kræver “gefühl” hvornår man trykker på udløseren. Stærk oplevelse og gode billeder.
Derefter til Parken og FCKs Championens League kvalifikation mod Røde Stjerne fra Beograd. Nok den fodboldkamp jeg har fotograferet med flest straffespark – 22 – og også her store følelser, for FCK tabte og er ude af Championens League. At jeg så overser den efterhånden berømte straffesparksplet var blevet til en mudderpøl – tja, jeg satsede på de store følelser i midtercirkelen. Sådan er sport nogle gange. Jeg prøver igen søndag i Brøndby.
Mere følger.



Et jubilæum af en slags

Pressefoto Posted on tors, august 01, 2019 08:21:52

I dag – 1. august 2019 – er det 40 – fyrre – år siden jeg trådte ind af døren på redaktionen på Helsingør Dagblad for at starte som pressefotografelev. 1. august 1979.
Meget lang tid siden føles det.
18 år gammel, i den første tid på cykel og i nødstilfælde med taxa! Med to Nikon FM, en Metz flash og en 24, 35, 85 og 200 mm – og en masse Tri-X.
Redaktionen holdt til i industrikvarteret uden for centrum, i en gammel lampeskærmsfabrik på Fabriksvej 20. Redaktionen bestod af en redaktør, en redaktionssekretær, tre uddannede journalister, tre journalistpraktikanter, en pressefotograf, en pressefotografelev – undertegnede – og så en sportsredaktør på halvtid. Deadline sådan ca. med middagstid og om aftenen ved 22-tiden for lørdagsudgaven. Vi udkom ikke om søndagen.
Mørkekammeret lå ved siden af papirlageret i kælderen – kun 20 meter fra trykkemaskinen.
Jeg tror ikke jeg kunne have fundet en bedre lærerplads! Alt kunne lade sig gøre. Fik du en ide, ja men så lavede vi den jo bare – der manglede altid stof. Det var der jeg lærte at lave meget på kort tid. Det var der jeg lærte at dække tre fodboldkampe på samme tid og det var der jeg lærte at lære af mine fejl. Det gør jeg stadigvæk – altså laver fejl.
Så tak til John, Flemming, Arne, Kirsten, Levi, Lasse, Pernille, Per, Martin, Per, Jørgen, Jørn, Ole Stig, Niemeyer og alle andre på Helsingør Dagblad. Det var en fremragende start på et fag jeg stadigvæk holder rigtigt meget af.
Mere følger!



Bolden ruller og solen skinner!

Pressefoto Posted on ons, juli 31, 2019 09:36:33

Jeg er tilbage efter ferie i en totalt nyhedsdød uge – uge 30 – men gudskelov er superligaen startet. Lavede tre kampen hen over weekenden, Lyngby-Sønderjyske en meget varm fredag aften i Lyngby og så FC Nordsjælland-Esbjerg og Brøndby – OB søndag. Hyggeligt, meget hyggeligt, at se mine fodboldfotograf kolleger igen. Men lyset!
Aftenkampene i Lyngby og Brøndby bød på halvdelen af banen i sol og enden anden halvdel i skygge. Ikke bare eksponeringen, men også farvetemperaturen var et problem.
Nå, men det gik jo egentlig ok og i aften er der bold igen – i Parken. Det regner, så lyset er nok ikke noget problem……
Mere følger.



Soundslides er tilbage!

Teknik Posted on ons, juli 24, 2019 10:22:21

For snart et år siden lukkede soundslides ned. Ærgerligt, men det lille flash-baserede program kunne ikke køre på moderne hjemmesider.
Men nu er der håb. Tjek lige www.soundslides.org Man bruger ikke et program, men derimod en hjemmeside og outputtet er en mp4 – fil.
Jeg mangler lige at tjekke helt op på det, men det ser godt ud!

Mere følger.



Ikke flere politikere, tak!

Pressefoto Posted on fre, juni 28, 2019 12:21:47


…..nu går jeg på sommerferie.

Mere følger….



Næste »