Blog Image

Foto: Jens Dresling

Pressefoto

Denne blog handler om en pressefotografs tanker om sit arbejde.

Podcast og blogs….

Pressefoto Posted on tors, juli 23, 2009 19:04:25

Hvis du mangler noget til din Ipod og er glad for sport, så klik her, og hør amerikanske Rod Mar fortælle om sportsfoto og hvordan der er at være freelancer istedet for fastansat. Der er også lnks andre fremragende fotografers podcast,

Besøg også Rods blog her. Jeg så ham til OL i Beijing, han er en lille fyr, hans 600 mm var næsten længere end ham selv……

Billedet øverst er fra svømningen i Beijing.



Bolden ruller…

Pressefoto Posted on tirs, juli 21, 2009 12:02:04

…både i Danmark og i USA. Ovenstående er fra Brøndby-OB i søndags.

Vil du se en meget fin multimediaproduktion så klik her. Det er ikke fodbold men derimod baseball, vel nationalsporten på den anden side af dammen…..

Klik også på denne her. Det har intet med bold at gøre, men flot er den…..



Færdig!

Pressefoto Posted on tirs, juli 14, 2009 11:41:57

Helt færdig. Tror jeg nok. Altså med min lille udstilling. 52 billeder er det blevet til. Ca. 2 pr. år i Politikens Hus.

Her et fra besættelsen i Ryesgade tilbage fra 1986.

Nu bliver det spændende om de kan printes ud og man stadigvæk kan se hvad de forestiller. Jeg har haft store problemer med de gamle billeder – altså dem fra før digitalalderen. Negativerne er ofte væk, så meget er scannet ind fra papirkopier og det er ikke optimalt. Nu må vi se om de holder. Er I klar over hvor meget skidt der kan sidde på et 20 år gammelt negativ der har ligget i en papirpose i arkivet – det er meget! Utroligt så kornet mine gamle Tri-X negativer er her 20 år efter….

De digitale “negativer” er meget mere medgørlige: ingen ridser eller støv – måske ikke de største filer altid, men meget bedre udgangspunkt.

I morgen køres det til print og så ser vi.

Indtil da, kig forbi Politikens Hus og se Thomas Lekfeldts billeder om kræftramte Vibe.



Der komer altid…

Pressefoto Posted on tors, juli 09, 2009 23:02:35

…en sporvogn og en pige til…. Sang Ove Sprogøe og Dirch Passer i filmen “Ved kongelunden” fra 1953 eller deromkring. De sang den faktisk 400 meter herfra, på Brønshøj Torv.

Nå, men jeg nævner det bare fordi jeg var på Sporvejsmuseet i Skjoldnæsholm og lave en lille soundslide på deres nye sporvogn. Se den her.

Da jeg stod dernede kom jeg til at tænke på hvordan Ulla Aue fra Billed Bladet løste opgaven da den sidste sporvogn kørte i 1972 (det var iøvrigt linie 5). Hun tog et billede at stangen på strømkablet og intet andet. Modigt valg, men rigtig godt set af Ulla.



Udstillingen…..

Pressefoto Posted on ons, juli 08, 2009 20:41:03

…altså min 25 års jubilæums udstilling er stærkt på vej. Lige nu er det meste af stuegulvet fyldt op med de 79 billeder der er “i finalen”.

Så må vi se hvad det bliver til. Sikkert er det den åbner d. 16. september. Indtil da kan du fra om nogle dage se dygtige Thomas Lekfeldts stærke billeder af den kræftramte Vibe.

Nu må jeg vælge videre, min lille kat Josefine er vist ikke glad for alle de billeder der ligger og flyder…..

I mellemtiden kan du jo klikke her og høre hvordan AP dækker Tour de France.



Fredag….

Pressefoto Posted on fre, juli 03, 2009 22:18:02

..og sol og sommer. Der burde være roligt på nyhedsfronten, men det blev en travl dag alligevel:

07.30 Mødetid på netredaktionen. Kigger AP igennem, finder ud af der er flere billeder fra Michael Jacksons “Neverland” ranch. Starter på at lave et billedhjul på dem. Bliver afbrudt

07.55 af netchef Christian Lindhardt direkte fra Roskilde Festivalen. Han vil gerne have et billedhjul på en koncert med Trendemøller. Går igang med det og når at blive færdig inden

8.30 hvor der er redaktionsmøde – udendørs på taget af kantinen.

9.20 er færdig med billedhjulet på Neverland.

9.30 møde i fotoafdelingen.

10.05 opdatere klimabilledhjulet.

10.20 Portrætopgave hos TV2 i sydhavnen. Direktør Merete Eldrup giver en krammer (hun har en fortid i Politikens Hus og er rigtig sød), jeg sætter to flash ud og skyder godt med portrætter til arkivet.

11.55 Redigere bileder på redaktionen og hjælper samtidig jourhavende med diverse billedsøgnings opgaver. Spiser frokost samtidig.

12.30 Kultorvet og starten på Copenhagen Jazzfestival. Jeg vil gerne lave en soundslide på det og laver lidt lyd og et enkelt interview inden Origon Brass Band går gennem byen.

13.45 Tilbage på redaktionen og når lige at redigere lydoptagelserne og vælge billeder ud, inden alarmen går

14.05 Skibskollision i Øresund. Afsted til Kastrup havn og videre ind ad strandvejen mod byen. Skibene ligger lange ude, det bliver en 400 mm og 2xkonventer. Der er meget varmedis over sundet, så billeder bliver ikke rigtig gode. Sender 3 billeder ind med min PDA.

15.45 Tilbage på redaktionen. Redigere 35 billeder og laver soundsliden færdig.

17.00 Gider ikke rigtig mere – nu må det godt blive weekend…..

Tjek i øvrigt lige APs Mark Terrills teknik med amerikansk basketball. Han underviste på et kursus jeg var på i USA for 6 år siden og er rigtig dygtig. Linket er her.



Rygter, rygter….

Teknik Posted on tirs, juni 30, 2009 22:34:47

…. om den nye Canon mk VI.

Bare de tager sig sammen hos Canon.

Læs mere her og her.



Skulle jeg nogensinde lave noget andet…

Pressefoto Posted on søn, juni 28, 2009 20:38:46

…end at tage billeder, skulle jeg have været lokomotivfører. Nu er jeg som bekendt fotograf, men man har vel lov til at drømme om de “lange skinner” som man siger i jernbanekredse.

Nogle lever drømmen ud og bliver lokomotivførere ved siden af deres rigtige job. Dem har jeg lavet en flash produktion om. Se den på min hjemmeside under soundslides, hvor du også kan finde en soundslide om synkronsvømning og en soundslide der aldrig har været offentliggjort før. Nemlig et oplæg til en layout konference i København for et par år siden. Dengang da København var kendt for to ting: Gratisaviser og uro på Nørrebro efter rydningen af Ungdomshuset.

God fornøjelse.



Live test

Pressefoto Posted on søn, juni 28, 2009 10:15:48

Fredag hed det træning for det danske svømmelandshold på Syddansk universitet i Odense.

Ud over en masse portrætter til senere brug skulle der også bruges et opstillet billede af de to svømmere Lotte Friis og Jeanete Ottesen. En glimrende anledning til en test af mine nye pocket wizards.

Der er ret mørkt i svømmehallen 1000 iso, 1/320, bl. 2.8. Ikke meget at gøre godt med. Til ovenståen optagelse brugte jeg dog 200 iso, TTL på mine flash og kunne så skrue op og ned for baggrunden med lukketid og blænde. Det står en flash på hver side af pigerne. Jeg er imponeret over de små radioer, billederne står er perfekt.

Jeg havde en lang snak med Rob Galbraith om dem forleden og blev lidt klogere mht. high speed sync. Det er nemlig ganske rigtigt, hvad Johnnie Gjedved skrev i en kommentar til mit første indlæg om de nye pocket wizards: man bruger kun Canons high speed sync op til 1/500 (her taler vi om Canon 1D mk II) og derefter pocket wizards egen HyperSync der kan klare lukketider op til 1/8000 sek.

Jeg fik også lavet en soundslide fra træningen, den er her.

Iøvrigt rigtig hyggelig at være sammen med nogle topsportsfolk med begge ben på jorden. Der er ikke meget presse omkring dansk svømning, selv om de ligger bedre i verdensranglisten end en vis tennisspiller…..



Mere grej….

Teknik Posted on lør, juni 20, 2009 18:46:39

Jeg har nogle gang meget travlt på mine vagter på Politiken.dk. Nettet skal have billeder hurtigt, meget hurtigt. Så nogle gange bruger jeg mere tid på at sende end på at fotografere. Ærgeligt og meget stressende. Man står der og fumler med sin PDA og prøver at følge med i begivenheden.

Nu er der en løsning.

Man tager et Eye-Fi SD kort og sætter i sin Canon Mk II (nej Nikon drenge og piger, det duer ikke i jeres smarte D3´er, den har to CF kort slots, men intet til SD – ærgeligt!), og vha. den nyeste software fra Idruna – bedre kendt som Pocket Phojo – kan man uden de store besværligheder sende sine taggede billeder hjem til redaktionen via sin mobiltelefon.

Smart ikke?

Det lille SD kort har indbygget Wi-Fi og hvis man sætter sin PDA rigtigt op, sender kortet billederne til en mappe på PDA´en som derefter tekster, giver unsharp mask og sender på FTP, e-mail eller hvad man nu vil. Og man behøver kun at tagge billedet i kameraet, resten er automatisk. Nemt.

Men det var det nu ikke. Af en eller anden grund ville min PDA ikke installere Pocket Phojo og det gav anledning til mange timers arbejde, banden og svovlen og et sammenbrud på min hjemlige trådløse forbindelse mm. Men nu virker det altså.

Sådan ser skærmbilledet ud på PDA´en når den arbejder. Trykker man på “Transmit” får man dette billede op:

PDA´en modtager altså på Wi-Fi og sender på 3G. Man kan altså – næsten – glemme alle sendeproblemer og koncentrere sig 100 % om fotograferingen. Nu får vi se den næste uge hvordan det virker, men det ser godt ud – og mit trådløse netværk er oppe igen…….

Mere om Phojo og Eye-Fi på Rob Galbraiths hjemmeside her og her



« ForrigeNæste »