Det var en torsdag, 7. juli 2005.
Dagen efter to dages hektisk dækning af den amerikanske præsidents besøg i København.
Lige pludselig var der intet at lave – agurketid.
Så ringede fotochefen: “Kan du tage til London om 1 1/2 time? Der er sket et eller andet, vi ved ikke rigtigt. Måske får du bare en forlænget weekend i London”. Ok, intet problem og så afsted hjem og pakke lidt gear og så med taxa til lufthavnen. Chaufføren kørte 170 hele vejen, så jeg nåede maskinen sammen med to gode skrivende kolleger.
Ved landingen i Heathrow fortalte stewardessen “der havde været en mindre forstyrrelse i det centrale London”. Typisk engelsk underdrivelse!
Vi tog toget til Paddington og så var det slut med offentlig transport! Al transport stod stille.
Så journalist Bo Søndergaard og jeg tog den på gåben ind mod centrum. Alle – altså alle – var til fods. Hvor skulle vi tage hen? Hysteriske redaktører ville have mig ud på et hospital for at tage billeder. Jeg valgte dog at gå til det eneste sted der var over jorden, nemlig den dobbeltdækker bus der var sprængt i luften.
Den stod langt væk den bus, men en 100-400 og en 1.4 konverter og så lidt udsnitsforstørrelse på computeren var nok til at fange gerningstedet.
Deadline nærmere sig, så jeg sendte 6-7 billeder på en langsom telefonforbindelse hjem til redaktionen – inden deadline og lige i tide til at pakke sammen og gå de 7 kilometer tilbage til hotellet – i regnvejr.
De næste dage rapporterede vi fra forskellige steder i byen, altid lidt foran vore danske kolleger, som startede med at komme med den flyver der først gik to timer senere fra Kastrup. Det betyder alverden at komme først og så tage de rigtige beslutninger.
Det endte med 5 lange dage i London, tragiske omstændigheder, men sådan er det nogle gange i dette her job.