Travl uge – tag et kig:

Søndag:
Først fodbold i Farum – koldt og kedeligt på trods af fire mål. Hurtig redigering og videre til Parken og næste kamp.
FCK vinder et tæt opgør mod rivalerne fra FC Midtjylland. Har virkelig svært ved at få varmen bagefter….

Mandag:
Mandag starter tidligt på Hovedbanegården – har nemlig hørt om S-togs lokoførerne holder fagligt møde. Det bliver dog ikke til noget – men det er en flot, flot morgen.
Hurtigt case portræt på Vesterbrogade.

Så går det op for mig at jeg har fotosiden i søndagens PS. Hm, det er lang tid siden jeg har haft det, men har dog en ide om en reportage om en lokomotivførers dagligdag. Ringer til DSBs pressetjeneste, der lover at vende tilbage hurtigst muligt.
Mens DSB pressetjeneste arbejder på højtryk, ruller jeg til Knudshoved for at lave reserve fotoreportagen. Færgehavnen står stadigvæk tilbage 20 år efter Storebæltsbroen blev indviet. Bruger også dronen i det flotte vejr. Da jeg er færdig ringer pressetjenesten og siger det nok godt kan lade sig gøre med at følge en lokomotivfører!

Tirsdag:
Kulturen har en masse steder i Københavns Havn der skal fotograferes med drone og da vejret er helt perfekt bruger jeg nogle formiddags timer på at flyve i Sydhavnen og ved Nyhavn.
Om eftermiddagen er der spørgetime med statsministeren.
Efter redigering op på 2. sal og et hurtigt portræt af Mette Frederiksen.

Onsdag:
Redigere de mange dronebilleder fra dagen før og tager derefter S-toget til Høje Taastrup station hvor jeg møder Janus og Martin, som jeg skal følges med på job. Det er Janus der skal køre og Martin er faktisk bare med for at holde øje med mig. Jeg får skam også en “førerumtilladelse” – der er fuldstændig tjek på sikkerheden.
Det er jo lige noget for en jernbaneentusiast som mig, men jeg tror jeg nøjes med mine egne skæve arbejdstider – for de er virkelig skære hos DSB….. Efter en tur til Hovedbanegården og en tur til Hillerød og retur vinker jeg farvel til Janus og Martin og bruger resten af dagen med redigering af reportagen.

Torsdag:
En gammelt fyrskib er ved at synke i havnen så den starter jeg med tidligt torsdag morgen.
Skriver derefter reportagen med lokomotivføreren – der skal jo tekst på i PS….
Derefter en hurtig tur til Det Fri Gymnasium hvor eleverne vil demonstrere for klimaet næste dag. Ikke de store billeder for eleverne skal lige stemme om hvad der skal stå på deres bannere……
Hurtigt videre til Finansministeriet hvor DF går ind til forhandlinger.
Et hurtigt skud af et Nissetoilet – til bagsiden…..

Fredag:
Når lige at skænke kaffe op – så går S-togs lokomotivførerne til fagligt møde! Afsted til Hovedbanegården og først lidt billeder fra perronen, men de gode billeder kommer først udenfor for forskellige faggrupper har afspærret Bernstorffsgade i sympati. Når lige at lave lidt video også….
Ny demonstration – dennegang på Christiansborg med eleverne fra torsdag….
Regnede med jeg skulle tidligt hjem – men så er finansloven pludselig i hus. Afsted til finansministeriet. Ender i Proviantgården hvor glade DF´ere drikker dåseøl…..

Det var så den uge: 60 timer, 407 billeder og 23 videoklip.

Mere følger…..