Jeg var et smut i London i sidste uge. Svigerfar bor ude i Hammersmith så vi er der ofte min kone og jeg.
Da vi rullede rundt i hedebølgen kom jeg til at tænke på 2005. 7. juli, eller 7/7 som det jo også kan skrives.
Det var en af de dage jeg ikke glemmer lige med det samme. USAs præsidetn George Bush havde lige forladt København dagen før og jeg regnede med et par stille dage, men nej. Ved 10-tiden ringer daværende billedchef Per Folkver for at spørge om jeg ikke kan tage en lille tur til London. “Der er sket et eller andet, vi ved ikke rigtigt hvad, men vi sender 3 journalister og en fotograf afsted om 1 1/2 time!” Hurtig, hurtig pakning og afsted til lufthavnen. Taxaen kørte 170 næsten hele vejen, men jeg nåede maskinen. Da vi landede i Heathrow, kunne besætningen fortælle der havde “været en mindre forstyrrelse i det centrale London”. Jeg elsker de englændere……
Det lykkedes at få billeder af den bomberamte bus, de mange mennesker på gaden og få sendt det hele hjem inden deadline. For derefter at gå de 8 km tilbage til hotellet!
Derefter fulgte nogle travle dage med reportager inden turen gik hjemad. Havde iøvrigt stor glæde af min 100-400 mm med konverter!
På min sidste tur tog jeg kun et billede af skyerne over Green Park – med min mobiltelefon – man er vel på ferie…..