…hvor en mand var en mand og en film var en Tri-X.

For at huske det hænger ovenstående udklip på min opslagstavle. Mit første pressefoto.

Ikke det store tekniske hit, men rent journalistisk helt fint. Debutanten scorer det afgørende mål i sidste minut. Min gode ven Kim Agersten fremkaldte filmen dagen efter i sit lille mørkekammer under taget i “Op og ned langs kystens” trange lokaler i Foilstræde i Helsingør tilbage i 1976. Jeg fik 10 film – tri-x naturligvis – for billedet og stolt var jeg. Det er iøvrigt taget med en Zenit E og 50 mm og er vel 2 blænder undereksporneret.

Jeg synes vi mangler den slags billeder i aviserne nu om dage, billeder der er taget i det afgørende øjeblik og måske ikke er teknisk perfekte, men som har SJÆL.

God weekend – husk det er forår på mandag.