Efter lidt rejser jeg afsted til Paris og mit Olympiske lege nummer otte.

Det må så også blive det allersidste – det har jeg sagt flere gange – efter Rio og efter Tokyo – men i 2028 er jeg 67 år gammel og så MÅ det være slut.

OL i Tokyo. Badminton kvartfinaler i herre single. Anders Antonsen er ude efter at have tabt til Indonesiens Anthony Sinisuka Ginting.

Lige nu har jeg det lidt som Anders Antonsen herover, har ligget syg i et par uger, men er mere eller mindre rejserklar. En taske med tøj, lidt opladere og en elkeddel (til morgenkaffen), en rygsæk til computeren og alle ledningerne og så min Think Tank rullekuffert med min to Canon R3´ere, en 24-70 mm, en 70-200 mm og en 400 mm samt 1.4 og 2.0 konvertere. Regnslag og ekstra batterier og så min gamle 15 mm semifiskeøje. Ingen flash – den må vi ikke bruge så den fortsætter sommerferien i Brønshøj.

Har fået en billet til åbningsceremonien der skal foregå på Seinen(!) på fredag. Inden da fotobriefing i pressecenteret på onsdag, pressemøde med de danske atleter og så håndbold torsdag morgen kl. 9. Tror ikke jeg har fotograferet håndbold så tidligt, men nu ser vi.

Mere følger fra det Franske…..