Min gamle læreplads Helsingør Dagblad fyldte 150 år i lørdags. Jeg kunne desværre ikke deltage da jeg var til bryllup i Tel Aviv (vejret var bedre end i København….), men i tankerne var jeg hos John, Lasse, Pernille, Kirsten og alle de andre gode kolleger jeg havde dengang i Helsingør for – tja – ca. 38 år siden. Min gamle chefredaktør John Bech skriver så pænt om fotograferne – incl. undertegnede – her.
Det var en fantastisk læreplads for der lærte jeg faget fra bunden, på en lille redaktion hvor det virkelig betød noget man mødte på arbejde. Jeg husker mange lange arbejdsdage, 10-12 opgaver var normalen med en 20-26 opgaver i weekenden. Jo, der blev arbejdet igennem.
Men jeg lærte rigtigt meget journalistik og meget håndværk på den hårde måde – ved at lave fejl – og mange af dem.
Og så var det den fantastiske fornemmelse at åbne avisen en mandag eftermiddag med alle weekendens opgaver og se en avis hvor man havde taget alle billederne. 56 var vist min rekord.
Eller at gå ned i trykkeriet og hente en stak aviser der var friske at man fik tryksværte på fingrene.
Jeg husker stadigvæk da jeg ringede til chefredaktør Bech i november 1983 for at spørge om jeg kunne få fri i december måned for at prøve kræfter med en en-måneds vikariat på Polfoto. “Jeg vil ikke stå i vejen for en lovende unge fotografs karriere” som han sagde da han ringede tilbage efter en lille tænkepause.
Tak John!
Så er det mere spørgsmålet hvad de har tænkt sig med fotojournalistuddannelsen nu. Jeg er meget enig med Scanpix chef Kris Kjær Nielsen der skriver om uddannelsen her.