Nu har jeg dækket fodboldkampe i efterhånden mange år. Først med film man tog med hjem, så film der blev hentet af et bud, derefter film der blev fremkaldt og kopieret i et midlertidigt mørkekammer på stadion og så digitalbilleder der bare lige skulle igennem en computer. Fint nok, men til kampen mellem Holland og Danmark i går fik jeg den trådløsesender fra Canon til at sende via det internetkabel der lå ved alle fotografpladser på stadion. Hold da op hvor var det hurtigt! Meget fine arbejdsforhold som det ses. Det er iøvrigt Anders Kærbye til venstre og EBs Lars Poulsen til højre.

Det blev en rigtig lang arbejdsdag der sluttede kl. 06.30, da vi efter megen ventetid og en 4 timers flyve- og 1 1/2 times bustur kom “hjem” til Hotel Sand her i Kolobrzeg.

Nu kommer der lige kort dag mandag med lidt træning og så går turen videre til Lviv, Ukraine og kampen mod Portugal.

Mere følger….