Jeg havde egentlig fri, men fotodesken ringede og spurgte om ikke jeg kunne dække Brøndbys kamp mod Sporting Lissabon – om to timer. Nu er jeg ikke den der siger nej til at dække en rask fodboldkamp, så afsted til stadion. Det gik så stærkt jeg glemte en flash, men skidt nu med det…

Jeg kan godt lide at komme på Brøndby stadion, tilskuerne sidder tæt på, lyset er ok, ialt fald bedre end i Parken. Opgaven var følgende, billeder til nettet, Polfoto, AP (der skulle bruge billeder af Sporting spillere), bredde billede til Politikens papirudgave, medmindre det blev 2-2 og der skulle være forlænget spilletid. Så skulle de have et højde til førsteudgaven. Hm!

Bruger fotoafdelingens gamle 400/2.8 (den er mindst 15 år), den nye er på værksted.

Går fint, Canon har iøvrigt lavet en ny og lettere og meget dyrere 400/2.8 der kommer til december. 110.000 kr incl. moms – er I rigtig kloge Canon!

Sender 8 billeder i pausen og derefter går det helt galt for Brøndby, der ender med at tabe 0-3 og er ude. Sender 15 billeder hjem af glade portugisere og triste danskere. Ærgeligt for Brøndby, men godt for mig – så kom jeg nemlig hjem til tiden…..