Er hjemme igen efter kursus i Århus. Det var rigtig hyggeligt at møde kolleger man ikke ser til dagligt. Mine 10 kolleger arbejdede hårdt, specielt med lydredigeringen, så resultaterne var flotte. Jeg skal nok skrive når deres produktioner kan ses på Updates hjemmeside.

På vej hjem i bilen tænkte jeg en del på udfordringerne mit fag står overfor. Jeg har skrevet om det tidligere, men det står mere og mere klart at video på en eller anden måde kommer til at betyde noget.

Jeg har eksperimenteret den del med min lille Canon G9 og prøvede for et stykke tid siden at lave både billeder, soundslides og video på samme opgave, nemlig audition på X-Factor. Resultaterne er her: Video og Soundslides. Der er stor forskel på vinklingen og på resultatet. Jeg synes bedst om soundsliden, der er meget mere ro på, men videoen giver også et eller andet – jeg ved ikke lige hvad. 

Skal man tage en beslutning før man tager på opgaven om det skal være stills eller video? Skal man tage beslutningen på stedet? Ellers skal man skyde begge dele? Den nye Canon 5D mk II åbner nogle tekniske muligheder, du kan filme og tage et billede samtidig. Skal jeg gøre det fordi det er teknisk muligt? 

Jeg tænker videre i bilen om lidt, indtil nu står det gode stillbillede højt på listen, men video lurer i baggrunden.

I må meget gerne kommentere de to produktioner hvis I har lyst.

God weekend