Jeg laver 60-70 fodboldkampe om året sådan ca. Er rimeligt rutineret synes jeg. Men når man lige pludselig sidder med et andet kameramærke end normalt, så bliver det næsten lidt for spændende – for ikke at sige fotografen gik lidt i panik!
I søndags dækkede jeg to kampe, en i Farum og en i Parken – med to Nikon 5D.
Det gik ganske godt, forstået på den måde at alle var glade og alle dem der skulle have billeder fik det. Intet fejl på Nikon´erne, men måske derimod på fotografen – mig – der var godt bombet efter de mange timer hvor alle knapper “sad forkert”.
Jeg har jo brugt Nikon indtil for 12 år siden, og havde samme problem da jeg skiftede den anden vej! Men mon ikke det også spiller ind at fotografen er blevet 12 år ældre?
Nå, men en rigtig test hvor alt tages i betragtning har jeg ikke lavet. Jeg har bare brugt de to Nikon´er til nogle forskellige opgaver for avisen. De er gode, de virker meget fint, er hurtige og alting. Men jeg har det altså fint med mine Canon´er. Jeg har noget nær det perfekte “sæt” grej jeg kunne drømme om, så nu får flinke Simon Schelde de fine
Nikon D5´ere igen med tusind tak for lån.
Hvem “vinder”? Canon eller Nikon? Det er rigtigt godt værktøj, men det kommer altså stadigvæk an på fotografen, ikke?
Fodbold panikken fortsatte på en eller anden måde i torsdags til pokalfinalen i Parken, selv om jeg medbragte mine gode gamle Canon´er.
Fantastisk kulisse, fuldt hus og dejligt vejr. Dejligt vejr er lig med sol/skygge på banen, en 6-7 blænders forskel er der. Der er kampe hvor jeg kan mærke det køre som det skal og så kampe som den igår hvor intet er som det skal være. Nu gik det, for det gør det jo, men jeg synes det var op ad bakke hele vejen.
I morgen nøjes jeg med Brønshøj – Nykøbing Falster på Tingbjerg Ground i 2. division.
Mon ikke jeg kan følge med der?