Den sidste uges tid har jeg haft en Canon 1DX mk III til test. Det nye flagskib hos Canon der skal tage kampen op med Sonys A9 II, som mange kolleger er skiftet til.
På papiret ser Canon 1DX mk III rigtig godt ud, men holder det i praksis?
Svaret må være et meget stort ja, det gør den.
Ikke bare mht. opgradering af autofokus, antal billeder i bufferen, skarphed i filerne og så videre. Men det er helt enkelt at tage kameraet op og så fungere det jo på samme måde som mine 1DX´ere og min 1DX mk II.
For knapperne sidder de samme steder og alt er som det plejer at være og det skal man ikke undervurdere, hvis man skyder nyheder og sport hvor det går hurtigt.
Canon har tænkt sig rigtigt godt om og lavet kameraet som en hybrid. Det er nemlig også i stand til at fotografere elektronisk – og dermed helt lydløst. Man udnytter så også de ialt 3869 autofokuspunkter kameraet bruger
når man fotografere elektronisk. Jeg var lidt skeptisk i første omgang, for så man skal bruge den i øvrigt fremragende skærm bag på kameraet i stedet for søgeren, men de to opgaver hvor jeg prøvede det – to interviews – virkede det fremragende.
Det er nok ikke en mulighed til sport og nyhedsreportage, men et samråd på Borgen, en klassisk koncert eller andre opgaver der kræver absolut stilhed, der har du så lige pludselig muligheden. Det er godt tænkt. Og ALT er knivskarpt.
En bombeeksplosion foran en tatoo forretning i Valby en tidlig morgen gav mig anledning til at prøve kameraet på høje iso – 8000-10000 iso – og det gik godt.
RAW -Filerne er de nye CR3, som lige nu kun kan konverteres i Canons Digital Photo Professional (DPP). Da det er det program jeg bruget til dagligt har det ikke være noget nyt for mig, dog må jeg sige det tager 3-4 gang så lang tid at konvertere en CR3-fil som en CR2-fil fra en mkII, nemlig omkring 45 sekunder pr. fil. Jeg tror nu det er noget der hurtigt bliver fikset med en opdatering af DPP.
Filerne ser rigtig gode ud. Der er stadigvæk meget “bund” og skyggerne kan hæves 2-3 blænder uden tab.
Og så har Canon – endelig – lavet et kamera med indbygget Wi-fi. Og jo, man kan hvis man vil, få en sender til at skrue på siden, men det er ikke nødvendigt hvis man har sin 4G sender i lommen.
Jeg har prøvet video en enkelt gang og det virkede fint, men jeg er ikke den rette til at udtale mig om videodelen af kameraet, da jeg kun bruger det til meget korte nyhedsindslag til Politiken netavis. Men videodrengene på redaktionen synes RAW video lyder rigtigt godt.
Det er meget tydeligt at autofokus har fået et kraftigt skub fremad. Det har jeg kunne se til de to fodboldkampe jeg har haft kameraet med til. Jeg har prøvet at bruge kameraets ansigtsgenkeldelses autofokus – det kan man skam også når kameraet bruges som DSLR – til den ene af kampene. Det virker fremragende, men er måske ikke så velegnet til lige fodbold.
Jeg tror mere på den funktion til almindelig nyhedsfotografering.
Til gengæld er det en klar, klar forbedring at man nu kan vælge en auto funktion for de fire predefinerede autofokusindstillinger. Kameraet har så meget processorkraft at det selv kan finde ud af hvilken funktion der skal bruges. Det er godt tænkt og det virker rigtigt godt.
En anden godt tænkt ting er af-on knappen, der nu er en “smart controller” hvor man med fingeren kan flytte sit autofokuspunkt. Det kræver nok lidt tilvænning, men det kommer nok.
Canon har valgt at bruge det samme batteri som i 1DX mk II – og strømforbruget med mindre end i 1DX mk II ´eren. 1400 eksporneringer til en kold fodboldkamp i Farum bruger omkring 30 procent af batteriet.
Konklusionen på denne meget korte test må være Canon har lavet er rigtigt, rigtigt godt kamera til pressefotografen der både skal lave nyheder, sport, portrætter, lidt video – og det i al slags vejr.
Det er et markant spring fremad fra 1DXmkII og det må, på trods at den ret høje pris, være et godt bud på markedes pt. bedste prof-kamera.
Det kan jeg lide:
Kameraets knapper er de samme steder som på 1DX og 1DX mk II
Indbygget wi-fi – endelig
Farvel til CF kort og goddag til CFexpress og en buffer der bliver ved
191 AF-punkter (inkl. ansigtssporing og Eye AF) når kameraet bruges som DSLR
3869 AF-punkter som elektronisk kamera
Batteriet er det samme – gode – som i 1DX mk II
Bedre auto hvid balance
Bedre og hurtigere autofokus
Bedre filer ved høje iso – 10.000 iso er helt ok
Displayet på bagsiden er det bedste jeg har set indtil nu – nu med touch skærm.
Kameraet ligner sine forgængere – det er meget soligt bygget og forseglet. Det er nok også derfor der ikke er en skærm der kan vippes.
Det kan jeg ikke lide:
Prisen – men på den anden side koster kvalitet penge…..
Det er næsten 100 g lettere end 1DX mk II, men en Sony A9II vejer det halve.