På min opslagstavle har jeg et gammelt udklip hængende. Mit første publicerede pressefoto, et to-spaltet fodboldbillede taget i 1976 – altså for 40 (!) år siden. Husker det tydeligt. Jeg var glad amatørfotograf, gik i 3. real på Rønnebær Alle skole i Helsingør og så snød jeg mig ind til en fodboldkamp på Helsingør Stadion. Tog to film og havde en tredie i kameraet, med dette billede på. Fremkaldte selvfølgelig kun de to film jeg havde eksponeret og mødte op på “Op og ned lands kystens” redaktion i Fiolstræde hos Kim Agersten. “Har du ikke sejrsmålet?” spurgte han. “Jo, måske” var det eneste jeg kunne fremstamme, “men jeg har ikke fremkaldt film endnu!” Det gjorde Kim så og på et rimeligt undereksponeret negativ fik han kopieret dette billede. Taget med min Zenit E med en 50 mm (eller var det en 58 mm?) som jeg havde fået i konfirmationsgave et par år før.
Nå, det blev til et to-spaltet billede i ugeavisen og jeg fik 10 ruller Tri-X for billedet.
Jeg har det stadigvæk hængende på min opslagstavle – debutanten der scorede sejrsmålet i sidste minut – for at minde mig om hvorfor jeg blev fotograf.
Meget er sket siden, men for mig handler det stadigvæk om at være på stedet på det rigtige tidspunkt – og så være lidt heldig.
Mere følger….