Året lakker mod enden – og det er tid til status:

70 fodboldkampe, 20 håndboldkampe, en del debatter i Folketingssalen, mange pressemøder, 10.447 billeder, en del videoer og en hel del droneflyvninger er det blevet til i dette meget mærkelige år.

Er der billeder jeg synes er særligt gode? Nej, det er der ikke. Men måske til næste år? Her er ialt fald et udvalg af hvad jeg har valgt ud til Årets Pressefoto i år. Det er virkelig ikke det store og egentlig havde jeg ikke tænkt mig at sende noget ind, men nu forsøger jeg alligevel at få et billede med på udstillingen.

9. April. Det er 80 år siden Tyskland besatte Danmark. Hvad kan man stadigvæk se fra besættelsen? Mindelunden i Ryvangen er en mindelund, der blev indviet den 5. maj 1950 som minde om de danske modstandsfolk, der faldt under besættelsen 1940-1945. Mindelunden ligger i Ryvangen, og stedet blev under 2. verdenskrig i perioden 1943-1945 anvendt som henrettelses- og begravelsesplads af danske modstandsfolk. Henrettelsespladsen er stedet, hvor den tyske besættelsesmagt henrettede 94 danske modstandsfolk fra 1943-1945. Frihedskæmper Mogens Kongsted der lavede illegale blade på Lolland Falster og sad i Venstre Fængsel på besøg.
Herrefrisøren på Peter Bangs Vej 58 på Frederiksberg er muligvis Danmarks ældste. Her arbejder Arne Jørgensen på 78 og Bayran Alciveski på 41 med dagens kunder. Torben Hansen er kommet i mange, mange år.
Reportage fra en by I karantæne – København. Duerne har Rådhuspladsen for sig selv.
Det danske fodboldlandshold træner i Helsingør. Landstræner Kasper Hjulmand.
Superligafodbold på Aarhus stadion: AGF – Randers FC. Randers FCs Mathias Greve med AGFs Sebastian Hausner, Nicolai Poulsen og Niklas Backman – og fans på storskærm i baggrunden.
Ung og gammel kærlighed på Rådhuspladsen.

Jeg har også virkelig forsømt min blog, så et af mine nytårsforsætter er flere indlæg og så måske en hårdt tiltrængt opgradering af min hjemmeside.

Ellers venter en – øh – rund fødselsdag lige om lidt – og så formodentlig et EM i fodbold og et OL.

Jeg håber virkelig vi kommer tilbage til normalen omkring sommer, det vil være så godt med tilskuere til superligakampene og det vil også være godt hvis den almindelige dødelige pressefotograf kan komme ind på Christiansborg.

Rigtigt godt nytår!